Velkommen
i Sædden Kirke

Aktiviteter og arrangementer

Juleklumme 2025

 

Bag ved Sædden Kirke på Fyrvej står et gammelt ledefyr fra 1873.

Fyret flugter med kirkens fritstående klokketårn, og mon ikke kirkens arkitekter har tænkt på klokketårnet som en henvisning til det gamle fyrtårn? - for Sædden Kirkes fritstående klokketårn står jo ligesom et fyrtårn og knejser med udblik over havet. På toppen af kirkens klokketårn er der et belyst kors. Et kors, der skal vidne om og henvise til Kristus, der om sig selv sagde, at Han var Verdens Lys.

 

Korset og klokketårnet kan man jo faktisk både sejle og pejle efter med den kystnære beliggenhed ved Sædden Kirke, og når vi nu taler om ligheden mellem kirketårne og fyrtårne, så blev kirken og kristendommen igennem historien også et fyrtårn for samfundet, for økonomien, for etikken og socialpolitikken, filosofien, musikken, billedkunsten, for viden og videnskab, ja for hele den vestlige civilisation og kultur blev kristendommen et fyrtårn, som har formet verdens udvikling, og som har tilvejebragt mange af de ideer og værdier, vi har navigeret efter i over 2000 år siden den hellige nat, hvor Kristus kom til verden.

 

Uanset om man er troende, eller ateist, så navigerer man med andre ord efter mange af de ideer og værdier, som er afledt af kristendommen og kirken. Men selvom et nyt og mindeligt menneskesyn fødtes med den lille fyr i stalden julenat, og selvom kristendommen er en ”civiliseret og civiliserende religion”, som digteren Søren Ulrik Thomsen har udtrykt det, så har kirken som bekendt ikke altid navigeret efter Kristus og det har ikke altid været lige kønt. Men Kristus er livsgrundlaget for alt og grundlaget er i sig selv godt, selvom vi har forvaltet Guds budskab til os dårligt.

 

Den lille nyfødte fyr i stalden i Betlehem voksede op med guddommelig myndighed og Han blev til et fyrtårn for verden. Han kom til os for at ændre verden, og altings dybe og stille forandring begyndte julenat med hans fødsel, hvor kærligheden kærtegnede kloden. Jeg er verdens lys, den der følger mig skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys, siger Jesus, og det lyder jo næsten som et fyrtårns funktion. Vi kan nemlig navigere i livet efter den lille fyr, der blev til et fyrtårn for os alle.

 

Jesus fødtes for at være et lys i mørket og en katalysator for kærligheden i en kold verden. I sit korte liv var den lille fyr fra stalden fyr og flamme i sit opgør med al menneskelig fordømmelse, hykleri, ondskab og uretfærdighed. Han var selve kærligheden og Guds væsens udtrykte billede og Han brændte kun for, at kærligheden og retfærdigheden skulle være fortegnet for vores liv med hinanden.  På den måde blev den lille fyr i stalden til et fyrtårn for os. Et lys, der skinner evigt i mørket omkring os og i os.

 

Glædelig jul!

 

Tage Kristian Kristensen

Sognepræst

Sædden Kirke

Følg os på Facebook og Instagram