Du er her: 

En verden på krykker

af sognepræst Tage Kristian Kristensen

”Mit sjæleliv går på krykker”. Sådan sagde min gamle dansklærer engang. Han udtrykte sig ofte lidt digter-dramatisk, og det er jo ikke jysk at bruge så store ord, ved jeg, men man kunne godt sige, at Danmark og hele verden går på krykker for tiden, i hvert fald i den forstand, at verden er såret og går i luntetrav.

Krykker eller ej, så er selv kriser både på godt og ondt, og corona-krisen er blevet et korrektiv til den måde vi lever på. Vi holder igen med forbruget. Reklamer for dyre forbrugslån og spilreklamer er pludselig ikke længere så interessante. Der er ingen kampe at spille på, og det er spilleme godt mod ludomani. Folk opdager fornyet glæde ved deres interesser og ved det nære. Man holder sin sommerferie i Danmark, og man savner samværet med venner og familie. Vi får tid til at savne vores normale hverdag. ”Jeg savner mit hamsterhjul” hørte jeg én sige. Mange savner også at komme ind i en kirke af kød og blod igen. Det er godt at være savnet!

Men har corona-krisen virkelig overbevist os om, at der findes andet i livet end forbrug, hastværk og vækst? Har vi mon set en varig ændring af adfærden i vores samfund? Hvis vi har, så skyldes det måske, at krisen lærer os at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Al debat om køn og identitet er f.eks. helt forstummet med pandemien. Der er ingen, der spiller krænkelseskortet nu, fordi corona-krisen kuer alle. Virkeligheden banker på, og vi glemmer alle vores ”first world problems”, såsom klager over dårlig mobildækning og at vi ikke har IRMA-butikker i Jylland. Pludselig stiller corona-krisen både I- og U-lande over for de samme udfordringer, selvom I-landene har flere ressourcer til at bekæmpe COVID-19 end U-landene har. Der er stor ulighed i sundhed på globalt, men også på nationalt plan, og vores priviligerede vestlige liv bliver af corona-krisen sat i et nyt perspektiv på en desværre dyster baggrund.

De negative sider af pandemien er jo primært, at sygdommen er budbringer af mange dødsfald verden over. Der er også enorme økonomiske tab over hele verden i corona-krisens kølvand, og så er der jo de psykologiske bivirkninger af krisen, f.eks. kontroltabet, der minder os om, at vi ikke har magten over alt, selvom vi tror det. Erfaringen af og påmindelsen om at være truet, sårbar og dødelig gør noget ved os, fordi det er en erfaring, der normalt hører til understrømmen af vores bevidsthed, og nogle udvikler sågar dødsangst på grund af corona-virussen. Udsatte blive mere udsatte og ensomme bliver mere ensomme.

Corona-krisen er også grænseløshedens ophør. Vi har levet i en geografisk grænseløs virkelighed, i den globale landsby, hvor stort set fri bevægelighed var en selvfølge. Nu er alt begrænset, og mange skal, så vidt muligt, holde sig hjemme, hvilket er en udfordring, men det sætter vores liv lidt i perspektiv, at mange i tidligere tider blev sendt i krig. I dag bliver vi sendt hjem i sofaens sikkerhed! Da forskere fandt en kur for HIV- positive, blev vi ”PIV-positive”. Når én livstrussel bliver elimineret, så vokser små problemer sig store igen. Vi kan atter pive over petitesser, når der udvikles en vaccine mod corona. Men det kan vi ikke endnu. Vi kan ikke leve som før. Vores frihed er begrænset af en ny risiko. Det er vores kontrol over tilværelsen dermed også. Men sådan har det altid været. Det er et grundvilkår, som bare bliver truende tydeligt med corona-krisen. Den tyske sociolog Ulrich Beck har i sin bog Risikosamfundet beskrevet, hvordan vi i det moderne samfund selv skaber mange risici, der er utilsigtede biprodukter af vores tilsigtede frembringelser, f.eks. udslip fra atomkraftværker, industriel giftudledning, NORM-affald, pesticider og endda terror. Risici har der altid været, men en pludseligt opstået pandemi som COVID-19 gør dem faretruende tydelige, og vi er ikke vant til at tænke på os selv som truede og magtesløse. Tværtimod! – og det skaber utryghed, at hele verden kan snigløbes af en virus, som også afslører farerne ved, at verden både geografisk, økonomisk og epidemiologisk er så forbundet som den er. Corona-krisen viser dog også, at denne samhørighed forpligter os på hinanden, så vi håber, at Danmark og verden snart kan smide krykkerne igen.

Bragt i Hjerting Posten 29. april 2020 (side 14-15)

Del dette: