Du er her: 

Juledug

- en fortælling om Guds nærvær

Juledugen er udarbejdet af Konfirmandcenteret.  Og de skriver bl.a. på deres hjemmeside:”Inspirationen til juledugen er kommet fra Lisbeth Smedegaard Andersens salme ”Det var så forunderlig klart i nat” (100 salmer nr. 800), hvor hun bevæger sig fra kaos til skabelse, fra undfangelse til fødsel, inkarnation til håbet helt ind i ”Guds hjerterum”.

Billederne i salmen er vedrørende og taler ind i et nutidigt hverdagsliv. 

Sideløbende kunne man også tage sit afsæt i ”Dejlig er jorden” (DDS nr. 121), der ligeledes peger på skabelse vers 1, inkarnation vers 3 og livets gang vers 2 – ”Slægter skal følge slægters gang”. 

Med denne juledug, der er en meter bred og 20 meter lang, har vi forsøgt at beskrive det nedslag som Jesus Kristi fødsel er. Et nedslag i en verden der er skabt, og som giver os et håb om livets muligheder i en verden, der både rummer glæde og smerte.

Næsten alle billeder er optaget og gengivet i en naturlig afstand, så ens synsfelt naturligt passer med det, man ser.

Man bevæger sig i mørke, igennem lyset, over en ørken frem mod Betlehems mure, hvor Jesus blev født. Undervejs og videre i forløbet antydes det, at de hellige tre konger er på vej, og hyrderne sidder ved bålet og tæller får.

Juledugen har flere lag, flere detaljer, som gør, at man kan blive ved med at gå på opdagelse og finde nye detaljer, man ikke har lagt mærke til før. Der kan nævnes det konkrete, historiske lag, ordene der understreger et bestemt tema, ting man undrer sig over, skiftene mellem fortid og nutid, henvisninger til andre fortællinger i GT og evangelierne, eller små detaljer som de yngste måske vil hæfte sig ved. Lag der på hver sin måde arbejder sig ind i helheden.

Uformidlet?
Hensigten er, at juledugen skal kunne opleves uformidlet dvs. uden, at der suppleres med yderligere ord eller forklaringer. Juledugen skal kunne stå alene og tale for sig selv. Tanken er, at de stemninger og sindstilstande, som skabelse og julefortællingerne er udtryk for, bliver formidlet i juledugens billeder. 

Få minutter efter …
Med Juledugen er tanken, at vandringen tidsmæssigt finder sted lige umiddelbart efter de forskellige hændelsesforløb. Med andre ord kommer vi for sent eller rettere få minutter efter, at hændelserne er foregået.

De hellige tre konger var på vej, vi ser kun skyggerne, krybben er tom, blodet fra barnemordet siver ind.

Man kan sige, at vi med et glimt af forsinkelse går med og får oplevelse af indgang, skabelse, inkarnation, håb og udgang.

Nutid eller fortid
Juledugen er en blanding af fortid og nutid. Et mix at fortællinger fra Bibelen til egen fortolkning. En sammenfletning af levet liv og en række narrativer.

Det er altså ikke en præcis kronologisk, historisk rejse, men en vandring der forsøger at underbygge de stemninger, og det håb som julen er udtryk for.


Selvom hensigten fra Konfirmancentret er, at juledugen skal opleves uformidlet, har vi i Sædden Kirke valgt at opsætte skilte langs dugen til inspiration.

Juledugen, der er lavet af vinyl (voksdug) - og dermed kan tåle, at man går på den - kan opleves i kirkens åbningstid og selvfølgelig også i forbindelse med alle julegudstjenester.

Juledug er udarbejdet af Konfirmandcenteret ved Ole Steen Pedersen (grafiker), Maria Grønne m.fl. (fotografer), Hanne Høgild og Finn Andsbjerg Larsen.

Del dette: