Musik- og lysgudstjeneste

Kyndelmisse - her vil ties, her vil bies
Kyndelmisse er dagen, som siden gammel tid på vore breddegrader har været anset som vinterens midte. Den koldeste dag. Efter denne dag vender liv og lys tilbage.
Men man vidste dengang, som man ved nu, at man endnu må vente. Vente tålmodigt. Kulden har endnu ikke sluppet sit tag. Vente og vente…

Bibelen fortæller os, at det var den dag, Jesus af sine forældre blev båret hen i templet, sådan som sædvanen var. Her møder de den gamle Simeon, der har fået at vide, han ikke kan dø, før han har set ”Herrens salvede”. Simeon lovsynger Gud og kan nu dø i fred, fordi han har mødt sin Frelser, "et lys til åbenbaring", siger han.

Vi må vente som den gamle Simeon, der livet igennem havde stolet på Guds løfter om, at Verdens Frelser skulle fødes - han der skulle være et lys i mørket, et håb for de håbløse og mod til de mismodige; liv i døden.
Vente som løget i jorden.


Vi fejrer stadig kyndelmisse. Til Guds ære - fordi Han har ladet sit lys skinne for alle os, der sidder i mørket og dødens skygge - så vi kan leve og dø i fred.
Denne dag blev de lys – oftest hjemmestøbte - man skulle bruge i hjemmene hele det næste år, bragt hen til kirken for, at de skulle velsignes. Således kunne man, hver gang man tændte et lys i stuen - ikke blot skulle glædes over dets varme og lys, men også lovprise ham, der skabte alt lys og liv, og som sendte sin Søn til jorden som verdens lys.

Den musik, der er denne gudstjenestes bærende element, er J.S. Bachs kantate: Ich habe genug, som også har tilnavnet ”Mariæ Renselse”. Den bygger netop på fortællingen hos Lukas 2;25-35 om Simeon. For da Simeon tager barnet i sine arme, priser han Gud og siger de berømte ord, vi kender fra ”Nunc Dimittis”: Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel.” (Luk. 2; 29-32).


Læsningerne og fællessalmerne ved gudstjenesten handler om det håb og lys, vi kan finde i vor kristne tro.