Få endnu mere ud af dit besøg i Sædden Kirke!

Mange mennesker kommer for at se kirken; andre for at sidde i stilhed, samle tankerne eller bede en bøn eller andet.

Det er vores ønske, at kirkerummet i Sædden Kirke er et rum til gudstjenester, kirkelige handlinger og koncerter, stillerum for andagtsøgende, attraktion for turister, undervisningssted for bl.a. konfirmander samt arbejdsrum for de ansatte.

Lysfadet
I lysfadet er der mulighed for at tænde et lys – for en du holder af - og måske bede en bøn.
Det store fad symboliserer et skib (den kristne menighed), der har kurs mod lyset (Jesus).
Fadet og stagen er lavet af det lokale glaskunstnerpar Elin og Henning Holmberg i 2006.
Kunstnernes tanke bag formen, - som er et skibs grundform - var, at Sædden Kirke ikke har et kirkeskib hængende, som mange andre kirker har.

Æske med inspirationskort
Denne smukke sorte æske indeholder 6 forskellige kategorier af kort i visitstørrelse. Ta’ et kort og blev inspireret, enten videre rundt i kirken eller ta’ kortet med hjem. De 6 kategorier er: Bibelen, Salmer, Bønner, Velsignelser; Brug kirkerummet og Tanker.
Kortene er smukt illustreret af tegner og grafiker Kim Broström. Æsken er udarbejdet af Kirkefondet i samarbejde med Areopagos.

Dagens bibelord
Midt i den daglige travlhed kan det være svært at få læst så meget i Bibelen, som man gerne vil. Dagens bibelord tager udgangspunkt i Bibellæseplanen fra Bibelselskabet. Biblen vil hver dag hele året være slået op på et udvalgt skriftsted; men der er selvfølgelig også mulighed for selv at slå op i Biblen.
Ta' gerne en Bibellæseplan med hjem

Åbningstid
Der er i kirkekontorets åbningstid tillige adgang til kirkerummet.
Du har således mulighed for at komme i kirkerummet på følgende dage:
Mandag fra kl. 9.00-12.30
Tirsdag fra kl. 9.00-13.00
Onsdag fra kl. 9.00-13.00
Torsdag fra kl. 9.00-13.00 samt 14.00-17.00
Fredag fra kl. 9.00-13.00
Der tages forbehold for gudstjenester, kirkelige handlinger ol.

Vi håber med de forskellige tiltag i kirkerummet, at vi kan hjælpe med at give folk en større oplevelse og mere indhold ved besøget.