Dåb

Både spædbørn, større børn og voksne kan blive døbt i folkekirken. Enhver, der bliver døbt i folkekirken, bliver derved medlem af den.

Mange spædbørn bliver også navngivet i forbindelse med dåb i den danske folkekirke.

Det er den eller dem, der har forældre-myndigheden, der bestemmer, om et barn skal døbes. 

Når en person er døbt, bliver dåben registreret i kirkebogen i det sogn, hvor dåben har fundet sted. Efter dåben udstedes en fødsels- og/eller dåbsattest.

Folderen "Tillykke med dit barn!" er en invitation til forældre, som er i tvivl om dåb, til at fordybe sig og søge mere oplysning om dåben. Hent gerne et eksemplar i kirken.

Dåb i Sædden Kirke
Hvis I som forældre ønsker at få jeres barn døbt i Sædden Kirke, skal I kontakte kirkekontoret for bl.a. at aftale tidspunkt for dåben.

Hvis du som voksen ønsker at blive døbt i Sædden Kirke, skal du kontakte én af præsterne

Dåb finder sted som en del af den almindelige søndagsgudstjeneste (højmesse). Derudover er der mulighed for dåb den første lørdag i hver måned kl. 10.00.

Hvis barnet ikke er navngivet inden dåben, skal det ønskede navn oplyses til kirkekontoret, gerne i forbindelse med tidspunktet aftales. Hér kan du læse mere om navngivning.

Der skal endvidere oplyses fulde navn og adresse på faddereDisse oplysninger skal kontoret have senest 14 dage før dåben, gerne pr. mail.

Inden dåben vil præsten, der har gudstjenesten den pågældende dag, kontakte forældrene for at aftale tidspunkt for en dåbssamtale. Præsten vil under samtalen bl.a. gennemgå dåbsritualet og besvarer jeres eventuelle spørgsmål om gudstjenesten, dåben og dens kristne betydning.

Faddere
Ved barnedåb skal der være mindst 2 og højst 5 faddere. Det gælder både ved dåb af spædbørn og ved dåb af større børn.

Faddere påtager sig en moralsk forpligtelse til at medvirke til dåbsbarnets oplæring i kristendom, hvis forældrene dør, før barnet er blevet voksent. Juridisk set er der imidlertid hverken rettigheder eller pligter forbundet med at være fadder.

En fadder skal selv være døbt med den kristne dåb, i folkekirken eller i et andet kristent trossamfund, men behøver ikke at være medlem af folkekirken.

Minimumsalderen for en fadder er den sædvanlige konfirmationsalder dvs. 13-14 år.  Den præst, som forretter dåben, har dog mulighed for at vurdere , om en "ung fadder" skønnes tilstrækkeligt moden til at stå fadder.

Gudfaren eller gudmoren er den person, der bærer barnet til dåben. Det er for det meste en af fadderne eller forældrene.

Ved dåb af voksne er der ikke faddere, men i stedet 2 dåbsvidner.

Dåbsoplæring
Sædden Kirke giver som regel ”Sigurd fortæller Bibelhistorier” som gave, når et barn bliver døbt. Derudover oplyser vi om muligheden for, at barnet kan blive medlem af Snapperklubben, så han/hun hvert år får en hilsen på sin dåbsdag, og forældre og faddere kan få gode ideer til, hvordan I kan fejre dåbsdagen i familien.

Om at synge med i kirken
Læs hér organist Birgit B. Antonsens tips om at synge i kirken


Du kan læse mere om barnedåb på www.folkekirken.dk eller Kirkeministeriets hjemmeside.