Begravelse / bisættelse

Ved dødsfald melder sig en masse spørgsmål
I langt de fleste tilfælde henvender man sig til en bedemand, som ordner de praktiske foranstaltninger med kordegn og præst.
Umiddelbart efter dødsfaldet udfærdiger lægen en dødsattest, som afleveres til bedemanden sammen med afdødes:

Dåbs- eller navneattest eller
Fødsels- og navneattest, udstedt af personregisterføreren, hvis afdøde er fødselsregistreret i et sønderjysk personregister

Hvis afdøde var gift/registreret partner, separeret eller enke/enkemand tillige
vielsesattest/partnerskabsattest og
ægtefælles/partners dåbs- eller navneattest

På baggrund af disse udfærdiger bedemanden en dødsanmeldelse, som skal være kirkekontoret i hændes senest 2 hverdage efter dødsfaldet. Af dødsanmeldelsen skal det fremgå, om afdøde skal bisættes eller begraves, hvorfra den kirkelige handling skal foregå, og hvilken kirkegård der ønskes benyttet.
Man kan selv eller gennem bedemanden aftale tidspunkt for den kirkelige handling og samtale med præsten. Er afdøde medlem af folkekirken, skal en præst medvirke ved den kirkelige højtidelighed.

Brænding eller jordbegravelse
Hvis afdøde ved sin død var medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses det som udtryk for ønske om ligbrænding, med mindre det godtgøres, at afdøde - uanset sådant medlemskab - havde truffet bestemmelse om, at hans lig ikke skal brændes.
Hvis ikke afdøde på nogen måde har tilkendegivet at ville brændes eller begraves, afgøres dette af de nærmeste pårørende.

Kirkelig handling eller borgerlig begravelse
Hvis afdøde ved sin død var medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, anses som udtryk for ønske om, at en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen, med mindre det godtgøres, at afdøde - uanset sit religiøse tilhørsforhold - ikke ønskede en kirkelig begravelse.
På tilsvarende måde må det respekteres, hvis afdøde ved sin død ikke var medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, anses som udtryk for ønske om, at der ikke skal medvirke en præst ved begravelseshandlingen, med mindre det godtgøres, at afdøde ønskede en kirkelig begravelse.
Borgerlig begravelse kan ikke finde sted fra en kirke.